Fyns Amts Avis har svaret Mogens Larsen på et spørgsmål om, hvornår der igen må samles mere end 10 personer under samme tag. Her er et uddrag af artiklen. Du kan læse hele artiklen ved at klikke her.

Der er stille i Taasinge Forsamlingshus i disse tider.

For med et forsamlingsforbud, der betyder, at man højest må være 10 personer samlet under ét tag, er der ikke nogen af de fester eller arrangementer, som normalt fylder forsamlingshuset med liv og glade dage.

– Vi har nok haft et par og 30 aflysninger, så det er ikke for sjov. Rent økonomisk betyder det nok, at vi kommer til at mangle 80.000 kroner eller noget lignende, konstaterer Mogens Larsen, som er formand for Taasinge Forsamlingshus.

Han har derfor sendt redaktionen et spørgsmål; Skal vi fortsat holde lukket? Hvornår må vi åbne vores selskaber, som er på 60-100?

Pernille Radsted, der er sekretariatschef ved Fyns Politi, har en del af svaret.

– Som det er nu, må du holde en fest i et forsamlingshus med op til 10 personer. Det må du holde alle steder. Hvornår det bliver åbnet til mere, kan vi ikke sige noget om, for det ved vi ikke. Forsamlingsforbuddet på op til 10 personer gælder frem til 8. juni, og så ved vi ikke, hvad der sker derefter.